Turist i Budapest
Turist i Budapest
Sprog
De fleste yngre ungarere taler engelsk, men taler man med midaldrende eller
ældre borgere har man i reglen større chancer med tysk. Endelig
kan man opnå succes med russisk, men det er i reglen godt at kunne pege
og desuden at lære sig de mest nødvendige ord:
Tak: Köszönöm (udtales: køssenøm)
Ja: Igen (udtales: igen)
Nej: Nem (udtales: neem)
Skål: egészségedre (ikke sidde, drik’)
Goddag: Jó napot
Farvel: Viszont látásra
Hej: szia (uformelt)
Priser
Ungarn er et billigt ferieland. Lønningerne er lave, hvorfor serviceydelser
som servering, massage, madlavning, klipning, tandlæge, kosmetolog, rens
o.a. resulterer i en endog yderst overkommelig regning.
Desuden er ungarske produkter billige. Det gælder ikke mindst mad, hvilket
man kan forvisse sig om både på restauranter eller ved at besøge
en af de store markedshaller (for eks. Vásárcsarnok på Vámház
körút) . Den største ligger lige ved Donaus bred for enden
af gågaden Váci utca.
Indkøb
Blandt ting, der kan betale sig at hjembringe er naturligvis cigaretter, spiritus
og vin. Ikke kun på grund af den lave pris, men også på grund
af den høje kvalitet og de eksotiske islæt. Prøv eksempelvis
en god flaske Pálinka (brændevin), der fås i både blomme,
abrikos og pære. Eller en Unicum, der er det ungarske bud på en
(sød) bitter. Pels eller skindprodukter kan også købes med
(stor) fordel.
Ungarsk folklore finder man i den store markedshal for enden af gågaden
Váci utca, hvor man også kan finde allehånde gastronomiske
souvenirs, såsom tørrede svampe, tørret paprika, de fremragende
Pick-spegepølser, gåselever og meget, meget andet.
Importerede mærkevarer og livsstilsprodukter koster imidlertid det samme
i Ungarn som i Danmark. Til gengæld kan man sagtens finde både tøj
og ting, der ikke udbydes herhjemme. En stor del af shopping-miljøet
er ligesom herhjemme rykket ind i storcentre med kædebutikker, biografcentre,
spiseetager og meget, meget andet. Blandt de største er West End City
Center lige ved siden af Nyugati hovedbanegården (der desuden er tegnet
af Eiffel) og Mammut Center, der ligger lige ved Moszkva tér (Moskva
pladsen).
Transport
Transport er nemt i Budapest. Og rimeligt billigt. Der er tre metrolinjer, der
i det store og hele dækker byens forskellige kvarterer. En fjerde er under
opførelse og forventes færdig i løbet af et års tid.
Den blå metrolinje har station 3 minutters gang fra lejligheden. Den røde
har station ti minutters gang derfra.
Udover metroen kører der sporvogne på centrale strækninger,
og man lærer hurtigt de vigtigste at kende. Sporvogn 4 og 6 er eksempelvis
meget væsentlige og går 2 minutter fra lejlighedens dør.
Endelig er der busserne, der gennemkører byen på kryds og tværs.
En speciel bus kører fra Moszkva tér (Moskvapladsen) og op i slotsområdet,
ligesom en tovbane (Budavári Sikló) tilbyder et lift fra Kædebroen
(Lánchíd) og op til slottet.
Alle transportmidler bruger samme billetter, der typisk fås ved avisstande
eller ved mertostationerne til 130 forint stykket (4,5 kroner). Husk at stemple
en ny billet hver gang, du stiger på et nyt transportmiddel.
|