Kulturliv

Kulturliv

Kulturelskere vil have glæde af byens utallige museer, hvoriblandt de mest prominente findes ved den store bypark (Városliget) og i slotsområdet, hvorfra man kan nyde det fascinerende panorama udover hele Budapest. Byens smukke opera på paradeboulevarden Andrássy út byder året rundt på et righoldigt repertoire, ligesom musikakademiet, der er kendt for at have opfostret nogle af Europas absolut dygtigste musikere, er leveringsdygtigt i kvalitetskoncerter til lavpris.

Overalt bærer Budapest præg af, at byen har været scene for mødet mellem øst og vest. Ikke mange steder i Europa afspejles koldkrigsstemningen og det kommunistiske diktatur så levende som på museet Terrorens Hus (Terror Háza) nær den ottekantede plads Oktogon, ligesom de gamle kommunistiske statuer er stedt til hvile i en smuk og tankevækkende monumentpark lige udenfor byen. På trods af at Ungarn gik under betegnelsen ”den sjoveste barak i lejren”, var landet i årtier medlem af den Sovjetstyrede Warsawa pagt. I dag fremstår den som en moderne storby, men har bevaret respekten for sin historie og sine traditioner.

Men byen er ikke blot præget af mødet mellem øst og vest. Den er også præget af mødet mellem nord og syd, idet tyrkerne i middelalderen strandende i netop Ungarn i deres forsøg på at invadere det europæiske fastland. De velfungerende og smukke tyrkiske bade med deres intime atmosfære står som vidnesbyrd om, at tyrken efterlod sig andet end død og ødelæggelse.

Endelig byder Budapest på en masse udendørsarrangementer året rundt. Her finder man musik, gøglerier, optrædener, vinfestivaler, Europas største kulturbegivenhed – Sziget Festival, formel 1 og meget, meget andet. Alt sammen muliggjort af den lange sommerperiode og det stabile vejr.